Hvorfor knokler vi? – Arbejdsmoralens historie

Vi ved det jo godt: vi er rigtig flittige i Danmark. Faktisk har vi noget nær verdensrekord i flittighed, når vi selv skal sige det.

Det kan nok diskuteres, men det er næppe heller helt forkert. Hvordan er vi så blevet så flittige? Nogle vil mene, at det skyldes at vi er protestanter. For protestanter har efter sigende en særlig høj arbejdsmoral. Det kan også diskuteres….

I foredraget præsenteres en række tankevækkende – og nogle gange lattervækkende – glimt af arbejdsmoralens historie i Danmark gennem de sidste 500 år. Fra præster, der formanede bønderne til at arbejde mere og drikke mindre. Over fabriksarbejderne, der mente der skulle arbejdes præcist så meget som man fik løn for. Til velfærdsstaten, som kun blev muliggjort fordi kvinderne trak i arbejdstøjet.

Til sidst lægges der op til diskussion: Hvordan går det med nutidens arbejdsliv? Er vi glade for vores arbejde? Eller er vi måske i virkeligheden blevet en lille smule for flittige?

Foredraget bygger på min bog ”Hvorfor er vi så flittige?”, der udkom i anledning af 500 året for Luthers reformation i 2017.

Målgruppe: Alle, der interesserer sig for kulturhistorie og dansk identitet.

Illustration: udsnit af H.A. Brendekildes maleri “Udslidt” (1889). Original: Brandts / Europeana