DR1 viser for tiden serien ”Skattejagt på museet”. Her besøger to kendte mennesker et museums ellers lukkede magasiner, hvor de får lov til at snuse rundt og udvælge genstande, som de bagefter viser frem i en udstilling.
Serien har fået stor opmærksomhed. Og det forstår man godt. For alle, der har haft det privilegium at besøge et museums-magasin ved, at der er noget magisk over det. Det er netop lidt som at blive lukket ind i et skatkammer. Her kan man bruge timer på at gå på opdagelse langs reolerne og få øje på den ene spændende, imponerende eller underfundige genstand efter den anden.
Men et museumsmagasin er et skatkammer af en helt særlig slags. Genstandene findes nemlig ikke her, fordi de er kostbare, målt i penge. De er her, fordi de er kostbare for vores fælles hukommelse. Det gælder, uanset om de er 10.000 år gamle og viser, hvordan folk levede her på egnen i stenalderen. Eller om de er samlet ind sidste forår som vidnesbyrd om, hvordan man i 2020 taklede en verdensomspændende pandemi.
Hver eneste af de mange tusinde genstande på ROMU’s magasiner har et nummer, og fortællinger og viden om den enkelte genstand er registreret. Foto: Lars K. Christensen/ROMU
Genstandene er på museum for at fortælle historie: Her er en jolle fra Frederikssund, som har sikret en hel familie mad på bordet som fiskere på fjorden. Oppe på en reol står den fine grammofon fra borgerhjemmet i Roskilde. Og nede i en papæske findes resterne af et kostbart smykke, båret af en ung kvinde i vikingetidens Lejre.
Hvert eneste af de mange tusinde genstande på ROMU’s magasiner har et nummer. Vi skal nemlig vide, ikke bare hvor genstanden kommer fra, men også hvilke fortællinger der knytter sig til den. Når vi får indleveret genstande fra nyere tid, kan vi spørge os frem: hvem har ejet den, hvad har den været brugt til? Knytter der sig en særlig fortælling om glæder og sorger, håb og drømme til netop denne genstand?
Når det drejer sig om genstande fra de arkæologiske udgravninger, kan vi i sagens natur ikke spørge de oprindelige ejere om noget. Men så findes der heldigvis andre metoder, lige fra at sammenligne med andre fund til naturvidenskabelige analyser, som f.eks. kan være med til at datere en flintøkse eller afsløre, hvad der har været gemt i en lerpotte.
Alle disse oplysninger bliver omhyggeligt registreret, skrevet ind i databaser og gemt. Det er vigtig viden, som skal kunne findes frem og bruges, også om flere hundrede år. For ganske vist fortæller tingene historie. Men de gør det ikke af sig selv. De skal hjælpes på vej ved, at al den viden, som museet har samlet ind, bringes i spil og formidles i tekst, tale og billeder. Kun på den måde kan nye generationer vække genstandene til live igen og bruge dem som en del af vores fælles hukommelse, vores fælles historie.
Det er dog ikke alle museumsgenstande, som ender i en udstillingsmontre. Vi har til enhver tid langt flere genstande på magasin, end vi har plads til at vise i vores udstillingslokaler. Det har vi, både fordi historien er stor og kompleks – og fordi det er svært at spå om fremtiden.
Genstandene er ikke opbevaret i museernes ’skatkamre’, fordi de er kostbare, målt i penge, men fordi de er kostbare for vores fælles hukommelse. Foto: Lars K. Christensen /ROMU
Lige nu forbereder Roskilde Museum en udstilling om affald. Det er et emne, som vor tids udfordringer har gjort drønaktuelt. Men vi har også erfaret, at det var det ikke nødvendigvis, da vore forgængere samlede ind til museet. De var typisk mere optaget af fine møbler end f.eks. en skraldespand. Det minder os om, at vi gerne skulle give så bredt et udvalg af genstande i arv, at fremtidens generationer kan lave udstillinger om de emner i deres fortid, som er aktuelle til den tid.
Dertil kommer, at museumsgenstande også er kildemateriale til den arkæologiske og historiske forskning. Og forskningen udvikler sig stadig, både hvad angår spørgsmål og metoder. For nylig indgik DNA-analyser fra menneskeknogler i ROMU’s magasin således i en stor undersøgelse, der har givet helt ny viden om, hvordan vikingetidens mennesker så ud, og hvordan de bevægede sig rundt i Europa. Derfor findes der også genstande i magasinerne, som først og fremmest er gemt for forskningens skyld, og ikke fordi de egner sig til udstilling.
At passe godt på genstandene i magasinerne, og at indsamle og bevare al den viden, der findes om dem, er en central del af museets arbejde. Det er et arbejde, vi bruger meget tid og mange resurser på. Men det er også en del af museets virksomhed, som ikke er så synlig udadtil. Derfor er vi museumsfolk også glade for en udsendelse som ”Skattejagt på museet” – fordi den netop er med til at sætte spot på en lidt mindre kendt, men uhyre vigtig del af det at være museum.
Oprindeligt bragt på ROMU’s blog, 19.2. 2021