Kronik i Kristeligt Dagblad, 18.7. 2022
De danske museer er en succeshistorie. Tag nu det seneste skud på stammen: FLUGT, museet i den tidligere lejr for tyske krigsflygtninge i Oksbøl. Den også her i KD roste udstilling er et godt eksempel på, hvordan de statsanerkendte museer har løftet deres opgaver gennem de senere år.
Der findes i Danmark 97 museer, som er statsanerkendte i henhold til Museumsloven. At være statsanerkendt indebærer, ud over et driftstilskud fra staten, at man som museum skal leve op til en lang række kvalitetskrav, ligesom man er underlagt løbende tilsyn fra Slots- og Kulturstyrelsen. Til de statsanerkendte hører både kunst-, natur og kulturhistoriske museer. Af de sidstnævnte findes rundt regnet 75, hvoraf nogle dækker hele landet med speciale i et særlig emne – som landbrug, industrihistorie eller køn. Andre er det, man især tidligere kaldte for lokalhistoriske museer.
Ordene lokalhistorisk museum har måske en klang af støvede montre med pilespidser og skomagerværktøj og af sur kustode. Den tid har imidlertid længe været forbi. De bedste museer griber nu fat i de historier, som er særlige for netop deres sted, men fortæller dem så de bliver spændende og relevante for et nationalt, og endda et internationalt publikum. Og de gør det med de nyeste formidlingsgreb. Det gælder hvad enten udgangspunktet er en stenalderpige på Lolland, en flygtningelejr i Vestjylland eller en rockfestival i Roskilde – for nu blot at nævne nogle få eksempler.
Sammenlignet med andre lande har vi i Danmark skabt en unik kombination af mangfoldighed blandt museerne på den ene side, og høj, professionel standard på den anden. Og både danskerne og udenlandske turister kvitterer ved at besøge museerne i stort tal. I 2019, det sidste år før coronaen, havde de kulturhistoriske museer alene, fraregnet Nationalmuseet, 5,2 millioner besøg. Det var til sammenligning ca. tre gange så mange, som løste billet til en fodboldkamp i Superligaen.
De statsanerkendte museer har ikke blot formået at udvikle nye udstillinger og nye, involverende tilbud til de besøgende. De har i også løftet de andre opgaver, som hører med til at være et professionelt museum, som sikrer vores fælles historie og kulturarv.
Det er således ikke Nationalmuseet, som i praksis står for de arkæologiske udgravninger her i landet. Det gør de 27 lokale museer landet over, som Slots- og Kulturstyrelsen har godkendt til det. Og vi graver vel at mærke ikke bare. Vi forsker også på grundlag af de fund, der gøres. På samme måde har museerne styrket forskningen inden for historisk tid. Langt de fleste har i dag medarbejdere med en ph.d.-grad. Der forskes og publiceres i fagfællebedømte tidsskrifter, og museerne indgår i forskningsprojekter med andre institutioner, herunder universiteter.
På det for udenforstående lidt kedelige, men for kulturarvens bevarelse helt afgørende felt registrering og magasinering, har de statsanerkendte museer gennemgået en markant professionalisering gennem de seneste 10-20 år. Selv om der stadig er grundlag for forbedringer, så er der skabt nye, tidssvarende magasiner, og den faglige standard i omgangen med genstandene, som er hele grundlaget for formidlingen af historien, er høj.
Alt i alt har vi i Danmark et decentralt netværk af kulturhistoriske museer, som i praksis har vist at de både vil og kan løfte alle de opgaver, som hører med til en tidssvarende forvaltning, bevaring og ikke mindst formidling af vores kulturarv.
Nu kan vi så læse i flere aviser, herunder i KD, at landets kulturhistoriske hovedmuseum, Nationalmuseet, er i krise. Det er på sin vis en gammel nyhed. For Nationalmuseets har snart længe været igennem sparerunder med jævne mellemrum. Heldigvis er Nationalmuseet, i samme grad som den øvrige museumsverden, befolket af ildsjæle, som brænder for opgaven. Og på trods af de magre vilkår de er blevet givet af skiftende kulturpolitiske flertal, så er det lykkedes Nationalmuseets medarbejdere at løfte opgaverne på de indre linjer, og samtidig skabe udstillinger som indtil for få år siden sikrede støt stigende besøgstal. Nationalmuseet har været den museale humlebi, som fløj på trods.
Men nu går den altså ikke længere. Humlebien taber flyvehøjde, og fortsætter det som nu, så rammer den nok snart jorden. Man kan mene forskelligt om den måde, Nationalmuseets ledelse takler krisen på. At man skærer helt centrale forskningsområder væk, kan nok vække undren. Men der er ingen grund til at misunde Rane Willerslev jobbet. Det er en svær opgave at skulle opretholde illusionen om et Nationalmuseum, hvis nationen ikke har den politiske vilje til at betale hvad det koster. Den frustration, som Nationalmuseets direktør lufter i et interview i KD d. 1.7., er forståelig. Så frem for blot at skyde på Nationalmuseet er det måske på tide, at vi ryster hele den danske museumspose, og tænker i konstruktive løsninger?
Der er jo ingen der siger, at den arbejdsdeling, som historisk har udviklet sig mellem Nationalmuseet og de statsanerkendte museerne, står mejslet i sten. For mens Nationalmuseet gennem de senere år har fravalgt industrihistorien, besættelsestiden, landbokultur og nu senest stenalderen som genstand for forskning, så sidder der dygtige medarbejdere rundt om på landets øvrige museer, med kompetence indenfor netop de felter. Hvis Nationalmuseet må nedprioritere sine traditionelle kerneopgaver, er det måske en anledning til at give begrebet ”hovedmuseum” et serviceeftersyn, til fordel for en anden fordeling af ansvar og opgaver i et decentralt museumsvæsen?
Et sådant helhedssyn på museerne og deres opgaver må også indbefatte, at man fra centralt kulturpolitisk hold anerkender alle museers indsats. Den voldsomme udvikling de statsanerkendte museer har gennemgået, har naturligvis ikke været gratis. Det koster at levere kvalitet, hvad enten vi taler magasiner, forskning eller nye udstillinger.
Hidtil har vi skaffet pengene stort set selv. Gennem de seneste 20 år, er de statsanerkendte museers indtjening steget med rundt regnet 85 procent. Men det skyldes næsten udelukkende en stigning i museernes egenindtægter, herunder entré, og i tilskud fra fonde. Statens tilskud har i samme periode været næsten konstant, og kommunernes kun svagt stigende. Man kan groft sagt sige det sådan, at vi gennem to årtier har fået 85 procent mere og bedre museer i Danmark, uden at det har kostet noget væsentligt på Finansloven. Der er imidlertid en grænse for, hvor længe den udvikling kan fortsætte.
Der holdes mange politiske skåltaler for den danske kulturarv. Set fra museernes synspunkt, er den realpolitiske vilje til at følge op med tiltrækkelige, statslige bevillinger desværre ikke på samme niveau. Det kan godt give tendenser til indbyrdes rivalisering, når små og store museer kæmper om opmærksomheden. Men netop forskelligheden er en af den danske museumsverdens store styrker. Hver eneste dag løser de danske museer på hver deres måde den opgave at passe på vores fælles kulturarv, at skabe ny viden gennem forskning, og at begejstre oplyse og begejstre vores publikum.
Fra Nationalmuseet til det mindste lokalmuseum, er de danske museer et tilbud til de besøgende om at gøre aktiv brug af historien, som en resurse for nutiden og fremtiden. Bevidstheden om, hvor meget museerne allerede leverer, er det bedste grundlag for en konstruktiv, kulturpolitiske dialog om fremtidens danske museer.
Lars K. Christensen
Forsknings- og kulturarvschef
ROMU – museerne i Roskilde, Lejre, Frederikssund og Egedal.